Rejseguides

Hotelguide Berlin

Hovedstaden i vores store naboland mod syd har i omegnen af 4 millioner indbyggere, men mere end 5 gange så mange overnattende besøgende årligt, så det siger næsten sig selv, at her finder du virkelig et stort og varieret udbud af hoteller.

Alle disse gæster kommer af et utal af årsager, og du kan helt sikkert også finde en grund til at besøge Berlin. Hvad enten man er interesseret i kunst, arkitektur, historie eller mere specielle dele af kulturudbuddet, vil denne unikke metropol med garanti kunne opfylde dine behov.

De fleste er nok bekendt med nogle af hovedtrækkene i byens brogede og, må man sige, splittede historie. Det er kun omkring 30 år siden at byen blev sammenlagt, og historiske reminiscenser findes bestemt stadig her. Selvfølgelig på konkrete steder som den resterende del af muren og den tidligere grænseovergang, Checkpoint Charlie, men også i de forskellige atmosfærer og stemninger der præger de forskellige bydele.

Men Berlin er i høj grad også en moderne, pulserende storby, som altså tiltrækker en broget skare af mennesker fra hele verden. Endvidere har nogle af vores favoritkoryfæer på den popmusikalske himmel, såsom U2, afdøde David Bowie, Nick Cave samt Depeche Mode alle fundet inspiration, og til dels bosat sig, i netop Berlin.

Det kan være sin sag at finde det overnatningssted der passer lige netop til dine ønsker, men vi har da fundet en håndfuld frem, som forhåbentlig kan bruges som inspiration til netop din eller jeres tur til Berlin. I øvrigt vil vi anbefale at man finder de bedste og mest aktuelle tilbud her.

Billigt midt i byen – easyHotel Berlin

easyHotel Hackescher Markt med fjernsynstårnet i baggrunden.

Det er rent faktisk muligt at finde et forholdsvis billigt hotelværelse midt i Berlin. Det er endda lige ved det kuriøse og trendy Hackescher Markt i Stadtmitte, med al dennes mulighed for shopping, gastronomiske oplevelser fra hele den ganske verden, samt det berømte, fredede baggårdskompleks, Hackescke Höfe. Et godt sted hvis I ønsker at bo i nærheden af byens hotteste barer og natklubber. Det skal bemærkes, at rygning ikke er tilladt på hotellet, ligesom morgenmad ikke er inkluderet. Man går her efter et slags no bullshit princip; der er ingen luksus, til gengæld får gæsterne et pænt og rent og først og fremmest meget centralt sted at overnatte, for dem der måske måtte prioritere pengene mere på byen, end på selve hotellet. Skulle man falde ind på en traditionel tysk restauration i området, vil man på menukortet med stor sandsynlighed støde på en såkaldt Berliner Allerlei. Det skal som regel bestilles for minimum 2, men er i virkeligheden nok til at mætte 5. Her er tale om et sandt overflødighedshorn af alle slags svinekød, stegeben, pølser, hakket kød med kål og meget mere i samme toneart. Retten er måske mere imposant end egentlig delikat, og man bør kun bestille den hvis appetitten er i den helt høje ende, og man har lyst til en ægte tysk gastronomisk oplevelse.

Perfekt for parret eller singlen der gerne vil opleve det levende Berlin. Man bor med dette hotels placering tæt på mange tyske seværdigheder, det vibrerende og alsidige natteliv, Rosenthaler Platz, Oranienburger Strasse og det store ugentlige loppemarked på Mauer Platz, som er Berlins populæreste.

Priserne på easyHotel ligger på omkring 400 kr for et værelse til to.

Læs meget mere om easyHotel Berlin her.

Hotel-Pension funk – bo præcis som Asta Nielsen


En lille smule oppe i prisniveau, men stadig på ”budget-klasse” finder vi det helt klassiske Hotel Pension-Funk i den attraktive og smukke Charlottenburg bydel. Her skal man nok regne med omkring 500 kr. for et standard dobbeltværelse, hvis man ønsker bad på værelset, men vi er således altså stadig i den aldeles økonomisk fornuftige afdeling. I prisen er inkluderet det nærmest obligatoriske wi-fi, samt en morgen-buffet, der i vores erfaring måske ikke ligefrem er luksuriøs, men som er pæn og rimelig, og nok skulle kunne holde jer kørende den første del af dagen. Beliggenheden er endnu et plus. Ca. 200 meter fra den berømte shoppinggade Kufürstendamm, med alle dens fristelser og boulevardagtige atmosfære.

Når vi nævner Asta Nielsen i overskriften er dette ikke nogen ren tilfældighed, hun har ganske enkelt haft bopæl på stedet, i stumfilmenes gyldne storhedstid, hvilket naturligvis også bidrager til hotellets helt særlige, lidt gammeldags og victorianske, stemning. Du anbefales helt klart at se mere om priser, særlige tilbud mm. lige her.

Skulle man føle trang til noget ganske andet end snerpet victorianisme, er der til gengæld i den grad råd for det. I Leibnitzstrasse lige ved Kurfürstendamm fandt vi vel nok verdens mest latrinære og bizarre bar, Das Klo (lokummet). En blotter mødte os i døren, stolene var toiletsæder, og gav (ganske små) elektriske stød, det ellers udmærkede øl blev serveret i urinkolber, bordet vi sad ved fløj pludselig til himmels og til selskab havde vi en stor fugleedderkop, heldigvis lavet af plastik. Man må nok sige at denne bar, som har trukket overskrifter i medier verden over, er et besøg værd. Men gå endelig ikke derhen, hvis I ønsker en rolig aften eller en romantisk drink!

Du kan læse mere om hotellet her.

NH Berlin Potsdamer Platz – oplev ægte tysk nybyggeri

Ved at booke et værelse på NH Potsdamer Platz kommer I til at bo helt klos op ad den berømte og helt unikke plads der har lagt navn til hotellet. Pladsen blev fuldstændig sønderbombet under 2. verdenskrig, og lå stort set øde hen indtil Tysklands og Berlins genforening i 1989. Herefter genrejstes det centrale område med store, imponerende hypermoderne bygninger i glas og stål, herunder den famøse store Potsdamer Platz arkade. Om man bryder sig om denne næsten skræmmende science fiction agtige plads er selvfølgelig nok en smagssag, men den er desuagtet helt sikkert et vældigt interessant besøg.

Tæt på hotellet finder vi også det nærmest obligatoriske og meget smukke Brandenburger Tor. Berlins største og eneste bevarede byport. Det var foran dette 26 meter høje bygværk at den tidligere præsident Ronald Reagan i 1987 udtalt de berømte ord ”Mr. Gorbachow…tear down this wall!” Således emmer mange steder i hovedstaden, på godt og ondt, af historisk spænding. Når man har været der, kan vi klart anbefale, at man lige slentrer en tur ned af den smukke boulevard ”Unter den Linden”, som støder lige op til den historiske port.

Selve hotellet er, trods det noget videre funkis agtige ydre, holdt i en smagfuld og meget indbydende stil. I skal regne med omkring 1000 kr. for et godt, standard dobbeltværelse, heri er inkluderet en en meget lækker buffet til morgenmad, samt lynhurtig wi-fi forbindelse. Herudover er stedet et meget handikap-venligt hotel i Berlin, man har gjort noget ud af at gøre stedet rart og tilgængeligt for folk i kørestol samt for synshæmmede. Værelserne er røgfrie, og hotellet nævner selv at man ser positivt på homoseksuelle gæster. Du kan læse meget mere om hotellet og dets tilbud her.

Du kan læse mere om hotellet ved at klikke her.

4-stjernet luksus på Estrel Berlin

Vi kommer ikke uden om det; der venter jer noget helt og aldeles særligt på dette Tysklands største hotel med 1125 værelser. Alene dets majestætiske ydre antyder, at her lejer I jer ikke blot ind i et almindeligt hotelværelse, men snarere en hel lille by i den større by, som også inkluderer et kongrescenter og et festival center. Hotel Estrel Berlin byder på ikke færre end fire restauranter, plus adskillige barer, herunder den elegante ”grill”, hvor vi indtog delikate beef steaks med lokale asparges i den helt særlige og luksuriøse atmosfære der hersker her, som den gør over alt på dette hotel. Bagefter havde vi fornøjelsen at se en fodboldkamp (her vises alle større begivenheder inden for sportens verden) på stedets hyggelige piano-bar, lige ud til atrium, mens vi nød en velskænket og tiltrængt gin & tonic. Estrel, som ligger i bydelen Neukölln, byder også på konference-center med 75 lokaler, samt et ”festival center” med store Las Vegas inspirerede shows. Priserne på overnatninger på hotellet varierer ret kraftigt, men vi kan anbefale at finde det bedste tilbud her.

Selvom hotel Estrel Berlin hævder, at man kan nyde sin ferie helt uden at forlade stedets udvidede område, kan der dog være særdeles gode grunde til at gøre det.
Inden for kort gå afstand finder man for eksempel det berømte Berliner Fernsehturm, det 368 meter høje tv-tårn på Alexanderplatz, som i øvrigt er synligt fra de fleste steder i byen. Jeg måtte bestige det alene, da min bedre halvdel lider af lidt højdeskræk – og så er det helt bestemt ikke sagen. Men sikke da en udsigt! Jeg fik en kop særlig stærk kaffe i den roterende café i tårnet, og på klare dage kan man skue omkring 40 km. i alle retninger.

Få mere informationen omkring hotellet ved at klikke her.

Ro og idyl – men tæt på centrum

Får man, som vi på et tidspunkt gjorde, lyst til at komme lidt væk fra den hektiske metropol, vil vi gerne have lov at anbefale denne lille perle vi fandt. Det skal understreges, at vi her trods alt kun er omkring 12 km fra Berlins absolutte centrum, men sikke dog en anderledes atmosfære. Beliggende tæt op ad park og skov i Berlins Spandauområde, emmer dette mindre sted (44 værelser) af fred, ro og frisk luft.
Hotel Christophorus, som det hedder, tilbyder meget komfortable 3-stjernede værelser, fri wi-fi, fri adgang til både inden- og udendørs svømmefaciliteter, sauna, gratis parkering samt ikke mindst den vel nok bedste morgenmadsbuffet vi endnu har fået serveret noget sted i Tyskland. Priserne ligger ved omkring 500 til 700 for et lækkert dobbeltværelse, og der er virkelig tale om ”value for money”.
Det skal nævnes her, at hotellet er grundlagt af en ældre diakonissestiftelse. Dette betyder ingen lunde at stedet er missionsk eller bærer præg af moraliseren, man serverer gladeligt iskold tysk øl i rå mængder. Til gengæld bestræber man sig fra hotellets side på at inkludere folk med forskellige handikap i staben af medarbejdere. Ved at leje sig ind på stedet støtter man altså denne fine sociale indsats. Og her får vi lyst til at tilføje, at mage til venligt og imødekommende personale skal man lede længe efter. Du kan læse alt om det røg-fri Hotel Christophorus, priser, service og meget andet her.

Hvis vi til slut lige skal opsummere med nogle generelle betragtninger om vores oplevelser med Berlin og dets hoteller; med enkelte undtagelser mødte vi alle steder et smilende og service-minded personale, selvfølgelig udpræget på de dyrere top professionelle steder, men også rundt omkring i byen, i butikker, caféer etc. De fleste berlinere, især de yngre generationer, taler et udmærket engelsk, og har intet imod at bruge det. Som de fleste andre steder i verden bliver det dog værdsat, at man forsøger sig med deres eget sprog, og man skal absolut ikke her lade sig bremse af, at man ikke nødvendigvis kan alle bøjninger eller udtaler til perfektion. Det handler om at gøre sig forståelig, ikke at bestå en højere eksamen. Prismæssigt er det ikke nogen udpræget billig by at leve i, det ligger cirka på niveau med det danske. Som oftest er der lidt at spare ved at bevæge sig lidt væk fra de store stræder, og prøve de mindre sidegader. Dog skal det nævnes at priser på varer som eksempelvis tøj og parfume kan ligge mærkbart under de danske.

Vi håber I har fået lyst til at smutte en tur til denne fantastiske storby, som jo ligger så tæt på os. Du kan starte din rejse her. Rigtig god tur.

Previous Post Next Post

Du er måske også interessret i